Hvis man er vokset op i Danmark indenfor de seneste 50 år, så føler man sig nok ganske sikker på, at man selv er i kontrol over sit liv. Det er noget der er så fundamentalt, at de færreste nogensinde stiller spørgsmål ved det. Men hvorfor er vi egentligt så sikre på, at det er os selv, der bestemmer det hele? Hvis man ikke har brugt timer og dage på, at læse filosofi og udføre tankeeksperimenter, så har man ikke rigtig nogen god grund til, at forholde sig så skråsikkert til noget så vigtigt. Alligevel vil de fleste mennesker i dag sige, at de ”selvfølgeligt” har fri vilje, og at de selv udformer deres liv.
Grunden til dette skal findes i vores kultur. Den danske kultur har ændret sig meget igennem tiden, men et helt centralt tema har længe været, at hver mand er sin egen lykkes smed. I Danmark tror vi på individet: vi løfter i flok, men vi har ikke en fælles identitet. Du har dine mål, jeg har mine, og måske kan vi finde en måde at arbejde sammen på. Men vi er uafhængige personer, der har eneret på kontrollen over vores eget liv. Det er den besked vi får igennem vores opvækst: både fra vores forældre, og fra vores omkringliggende samfund. Det er en ”sandhed” der er bygget ind i kulturen, og det er derfor den så sjældent udfordres. Når man bliver fortalt noget lige siden sin tidligste barndom, så er det typisk ikke noget, man stiller spørgsmålstegn ved senere hen. Specielt ikke når det er noget, hvor et klokkeklart svar ikke er at finde. Der er ingen videnskabsmænd der har lanceret endelige og uimodsigelige beviser på, at vi har fri vilje, eller at vi ikke har det. Sandheden er altså ikke noget, vi har adgang til: kun teorier. Vi er vokset op med en teori om den frie vilje, og den er blevet fremlagt som et faktum. Det er noget, der kan have alvorlige konsekvenser.
Svend Brinkmann sætter fokus på disse konsekvenser i sin nye bog ”Vi er det liv vi lever”. Bogen er bygget op omkring en brevudveksling med 90-årige Lili, der åbent deler ud af sin rige livshistorie. Historien om dette levede liv er noget, som Svend med manér formår at bruge til, at sætte fokus på skæbnen set fra et psykologisk perspektiv. Det er en provokerende bog, der tvinger læseren til at stille spørgsmål ved den ”sandhed” om fri vilje, de voksede op med, og aldrig udfordrede.
Nogle vil tro på skæbnen, efter at have læst bogen, mens andre blot vil have et mere nuanceret syn på, hvad fri vilje egentligt vil sige. Under alle omstændigheder er det en bog, der vil udfordre dit syn på verden, og give dig noget at tygge på.